En film, der kom tilbage helt blank
Maren skrev til redaktionen i begyndelsen af efteråret. Hun havde arvet et ældre kamera med mekanisk lukker og var gået i gang med sin første sort-hvide film. Nogle uger senere stod hun med en strimmel, der var næsten klar og uden et eneste billede. Hun var ikke sur, mere forbløffet over, at så lidt kunne gå så grundigt galt.
Jeg har selv set mange af den slags strimler på pressefotografens skrivebord, og de er sjældent så mystiske, som de ser ud. En blank film betyder som regel, at filmen aldrig blev eksponeret, eller at den blev behandlet i en opløsning, der ikke gjorde sit arbejde. Det var begge dele, vi skulle ud og undersøge, og Maren var villig til at tage fejlene én ad gangen.
Hendes brev blev begyndelsen på en lang udveksling. Hun sendte billeder af sin opsætning, og jeg bad hende beskrive hvert trin i rækkefølge, helt ned til hvor længe hun rystede tanken. Det viste sig, at forklaringen lå gemt i de små detaljer, som man ellers glemmer at nævne.
Første fejl: filmen sad ikke på spolen
Det første, Maren fortalte, var, at hun havde ladet filmen i det svage lys fra en lampe i stuen. Det er forståeligt, men også tricket til at ødelægge en film, før den når kameraet. Hun havde desuden ikke tjekket, om filmen greb fat i transportsporene, så kameraet viste tal, mens filmen blev stående.
Jeg bad hende åbne bagklappen med en film, der ikke betød noget, og dreje op på hjulet, mens hun kiggede på spolen. Hun så med det samme, at filmens kant ikke trak med. Fejlen var enkel at rette, men den kræver, at man tør kigge efter. Mange nybegyndere stoler på tælleren i stedet for på, hvad der fysisk sker inde i huset.
Siden har Maren lagt en vane ind: hun trækker en tomme frem, lukker klappen og kontrollerer, at spolen drejer, når hun spænder op. Det tager ti sekunder og sparer hende for en hel rulle.
- Ilæg filmen i skygge, ikke i direkte lys
- Se spolen dreje, når du spænder op
- Stol ikke kun på billedtælleren
Anden fejl: fremkalderen var for gammel
Næste led i kæden var kemien. Maren havde købt fremkalder i en lille flaske og blandet en stor portion, som hun brugte over flere uger. Opløsningen havde stået åben på en hylde, og dens kraft var i det stille blevet svagere. Resultatet var tynde, svage negativer, selv da filmen var eksponeret korrekt.
Det er en klassisk faldgrube for den, der arbejder hjemme. Kemi i brug mister sin virkning, og farven på væsken fortæller ikke altid, hvor langt den er nået. Jeg rådede hende til at blande frisk til hver film og skrive datoen på flasken med en tusch, så hun aldrig skulle gætte.
Hun stillede også et godt spørgsmål, som jeg ikke havde tænkt over: hvorfor bruger man så lidt fremkalder? Svaret er, at små mængder er nemme at holde ensartede, og at det gør forsøgene sammenlignelige, når man vil lære af dem.
- Blandet fremkalder holder sig kort tid
- Skriv datoen på flasken
- Brug frisk kemi til hver film
Tredje fejl: tålmodighed med temperaturen
Den sidste fejl handlede om vand og temperatur. Maren fremkaldte i et køkken, hvor vandet fra hanen var koldere, end hun troede. Kold fremkalder arbejder langsommere, og de tider, hun fulgte fra papiret i æsken, passede ikke til hendes virkelighed. Negativerne blev flade og uden dybde i skyggerne.
Vi talte længe om, at tid og temperatur hænger sammen, og at et termometer er det billigste redskab i hele mørkekammeret. Hun målte, justerede med lidt varmt vand og skrev sine tal ned for hver omgang. Efter tre film begyndte hun at se et mønster i, hvad der gav hvad.
Det, der slog mig, var hendes ro. Hun behandlede hver fejl som en oplysning og ikke som et nederlag, og netop den indstilling gør, at håndværket sætter sig fast i hænderne.
Hvad hendes notesbog fik at vide
Maren begyndte at føre en notesbog med dato, filmtype, lysforhold og fremkaldertid. Det lyder kedeligt, men det blev hendes vigtigste redskab. Når et billede var for mørkt, kunne hun slå tilbage og se, hvad hun havde gjort anderledes den dag. Fejl blev til sammenhænge, og sammenhænge blev til kontrol.
Hun begyndte også at skrive små bemærkninger om, hvad hun ville have set på motivet, før hun trykkede af. Det flyttede fokus fra tekniske fejl til den måde, hun så på. Jeg synes, det er her, teknik og blik mødes: håndværket er ikke et mål i sig selv, men en måde at få lov til at beholde det, man lagde mærke til.
Efter et par måneder sendte hun mig en strimmel med tolv ordentlige billeder, de fleste af hendes mors have i lav eftermiddagssol.
- Dato, filmtype og lys
- Fremkaldertid og temperatur
- Hvad du ville have set
Det, vi andre kan tage med fra Marens film
Når man ser tilbage på Marens første rulle, var ingen af fejlene dramatiske. Det var tre små uregelmæssigheder i en kæde, hvor hvert led afhænger af det forrige. Det gør analog fotografering så lærerig: den giver ikke en øjeblikkelig forklaring, så man må selv lede efter den, og det man finder, sidder bedre fast end noget man blot har læst.
Hendes historie er ikke ualmindelig. Jeg har hørt næsten de samme fejl fra både begyndere og folk, der har fotograferet i årevis, men som ikke havde fremkaldt selv før. At arbejde langsomt og skrive det ned er det mest almindelige råd, og det gælder stadig.
Til dig, der overvejer at prøve: start med én film, ét motiv og en notesbog.
Marens tre fejl var filmen, der ikke trak med, den trætte fremkalder og det for kolde vand. Ingen af dem krævede dyrt udstyr at rette, kun opmærksomhed og en notesbog. Når du selv står med en blank strimmel, så husk, at den fortæller dig noget. Læs den langsomt, gå trin for trin tilbage, og lad nysgerrigheden gøre arbejdet, før du giver kameraet skylden.
