Dagslys eller blitz: to veje til et portræt, og hvilken du bør vælge

Når man skal lave et portræt, står man ofte over for et valg, som ser teknisk ud, men som i virkeligheden handler om temperament: skal lyset komme fra et vindue, eller skal du selv bygge det med en blitz? Jeg har set begge dele gå godt og gå galt, og i denne tekst sætter jeg dem op mod hinanden på samme opgave, nemlig det rolige ansigtsportrait af en person, der sidder tæt på dig.

Dagslys er det, de fleste starter med, fordi det er der allerede. Det skifter med skyer, tidspunkt og årstid, og netop nu, midt i efteråret, står solen lavt og giver et blødt, skråt lys gennem formiddagen. Blitzen er det modsatte: den er den samme hver gang, du udløser, og du bestemmer retning, styrke og størrelse.

Jeg vil ikke påstå, at den ene er finere end den anden. Men de lærer dig forskellige ting, og de stiller forskellige krav til, hvor meget du skal tage med dig i tasken og i hovedet.

Et nordvendt vindue giver et jævnt, kølet lys, som folder sig om kinden og lader skyggen falde blødt mod den anden side af ansigtet. Du behøver ikke andet end en stol, en afstand og lidt tålmodighed. Det er derfor, mange portrætfotografer vender tilbage til det, også dem med fuldt udstyr.

Styrken er, at du ser resultatet med det samme. Du kan flytte personen en halv meter og se, hvordan skyggen under næsen ændrer sig, før du overhovedet har rørt kameraet. Du lærer at se lyset frem for at gætte på det, og det er en vane, der følger dig videre.

Svagheden er, at du er prisgivet vejret. En grå eftermiddag kan gøre huden flad, og blikket mister sin lille lysplet. Du kan hjælpe med et hvidt ark pap, der kaster lys tilbage i skyggesiden, men du kan ikke tvinge himlen til at samarbejde.

• Billigt og hurtigt at komme i gang med
• Lyset ændrer sig, mens du arbejder
• Skyggesiden kan løftes med hvidt pap

Med en enkelt blitz, helst skudt gennem en stor blød flade eller mod et loft, får du kontrol. Du kan lave samme lys klokken ti og klokken fire, og du kan gøre skyggen dybere eller lysere uden at vente på noget. For en serie portrætter, der skal ligne hinanden, er det en stor fordel.

Prisen er afstanden til øjeblikket. Personen foran dig bliver let mere opmærksom på situationen, når udløseren knitrer, og mange sætter skuldrene op. Du skal også lære at gætte, hvordan lyset falder, indtil du har skudt et par prøver, og blitzlyset kan nemt blive for hårdt, hvis fladen er for lille eller for tæt på.

Teknisk set er det ikke svært, men det kræver tre ting, som vindueslys slipper for: styring af styrke, placering af kilden og en vilje til at kigge på skærmen mere end på mennesket. Det sidste er det, jeg selv holder mest øje med.

Det sted, hvor valget for alvor kan mærkes, er i øjnene. Vindueslys giver en stor, rolig refleks, ofte formet som selve ruden, og den får blikket til at føles åbent og nærværende. Man ser, at personen kigger mod noget i rummet.

Blitz giver en lille, skarp lysplet, som kan give liv, men også en vis kølighed, hvis den placeres frontalt. Placeret lidt over og til siden bliver den et glimt, der minder om dagslys med bedre disciplin. Her ligger der en lille tommelfingerregel: jo større fladen er i forhold til ansigtet, jo blødere og mere venligt virker det.

Spørg dig selv, hvad portrættet skal sige. Skal det være et øjebliksbillede af en person, der ikke tænker på dig, eller en bevidst opbygget ramme om et menneske, der har sat sig for at blive set? Det svar vejer tungere end udstyrslisten.

• Stor refleks giver et roligt, åbent blik
• Lille lysplet giver skarphed og energi
• Placér kilden lidt over øjenhøjde

Hvis du er i gang med at lære, så start ved vinduet. Brug en uge på at tage det samme ansigt ved samme rude på forskellige tidspunkter, og læg billederne ved siden af hinanden. Du vil se mere om lys på de dage end i mange timers læsning, og du får en følelse for retning, som du senere kan gengive med en blitz.

Når du kender vindueslyset, så tag en enkelt blitz med en stor blød flade og forsøg at efterligne det, du har lært. Det er der, blitzen bliver et værktøj frem for en genvej. Du kan bruge den, når vejret svigter, eller når du skal lave flere portrætter, der skal hænge sammen.

Jeg anbefaler altså vinduet først og blitzen bagefter, ikke som erstatning, men som forlængelse. Mange, der springer direkte til blitz, ender med at lyse alt for meget op og mister den stemning, de egentlig ledte efter.

I praksis blander mange de to. Du kan lade vinduet være hovedlys og bruge blitzen svagt som fyld i skyggen, eller omvendt lade blitzen føre og lade dagslyset give en blød baggrund. Pointen er, at du ved, hvilken kilde der fører, og hvilken der støtter.

En enkel øvelse er at slukke blitzen halvvejs gennem en serie og se, hvad der forsvinder. Hvis stemningen holder, var den ikke afhængig af blitzen. Hvis ansigtet falder sammen, har du lært, hvad lyset egentlig bidrog med.

Husk også, at den bedste løsning ofte er den, personen foran dig kan holde ud at sidde i. Et rum, hvor lyset føles naturligt, giver et mere afslappet udtryk, og det kan ingen ekstra lyskilde købe.

• Lad én kilde føre, den anden støtte
• Slå blitzen fra midt i serien og sammenlign